Familieterapi er, når terapien er orienteret mod familiens og nære relationers betydning i terapi.
Begrebet familie skal her forstås meget bredt, og familieterapi kan involvere flere mennesker, som har nære og væsentlige relationer til hinanden: forældre, børn, søskende, bonusforældre, meget nære venner, læreren, pædagogen, træneren. Man kan godt lave familieterapi uden at alle er fysisk til stede, men så repræsenteres de fraværende som "stemmer".
Om familieterapi
En session tager typisk mellem en og to timer, sjældent mere, men en time er ofte for lidt, hvis alle skal høres. Familieterapi kan tage fra en til rigtig mange sessioner, men er som udgangspunkt en terapiform, som løber over kort tid og løser konkrete, identificerbare problemer. Et forløb er sjældent mere end seks sessioner.
Samtalen kan have form af iscenesættelser, for eksempel ved at terapeuten beder familien male et maleri, og filmer processen på video undervejs for at observere, hvordan de løser opgaven sammen. Bagefter ser familien og terapeuten filmen.
En anden form er, at terapeuten interviewer en i familien, mens de andre lytter. Terapeuten kan på den måde komme rundt om familien og spørge ind til, hvordan hver enkelt opfatter problemet, og hvad det gør ved ham eller hende. Og terapeuten kan spørge til de forskellige problemopfattelser, der kan være i familien.
Familieterapi retter sig mod relationerne mellem de mennesker, som er i terapi. Det er i relationerne, problemet ligger og skal finde sin løsning. Familieterapi arbejder ofte med at forbedre kommunikationen mellem parterne.
Problemet ligger ikke i det enkelte menneske
Familieterapi er godt til at afhjælpe spiseforstyrrelser, adfærdsproblemer i familien, misbrug eller adhd-lignende symptomer. Men også lidelser som skyld, skam, angst, depressioner og skizofreni kan afhjælpes i familieterapi. Det vigtige er at arbejde med familiens erfaringer og finde de områder eller den adfærd, hvor problemet kun optræder i mindre grad og udforske, hvad familien kan lære af det.
Selve tilgangen er, at der skal skabes distance til problemet. Problemet ses ikke som værende inde i den enkeltes hoved eller psyke. Det tilstræbes, at den enkelte får så meget afstand til sit problem, at han/hun bliver i stand til at arbejde terapeutisk med det. Problemet skal ses og løses i relation til andre mennesker i ens livshistorie.
Problemet kan også ses som et sprogligt skabt problem eller som et kulturelt, normativt problem. Hvordan lever man f.eks. op til normerne om, hvordan man er en god mor eller en god far.
Der findes flere forskellige metoder og retninger, oprindeligt er familieterapien systemisk tilgang, men kan i dag også indeholde elementer af sprogfilosofisk inspireret, narrativ og psykodynamisk terapi.